KAPITEL 3

Han sagde Todo blanco

To år var gået, siden Astrid var steget af bussen det forkerte sted.

Hun kunne stadig ikke forklare præcis, hvor hun havde været på vej hen den dag. Men hun vidste, hvor hun var kommet hen.

Huset under bjergene var ikke længere et sted, hun bevægede sig forsigtigt rundt i. Hun kendte den løse flise ved køkkendøren og vidste, at skodden i soveværelset kun kunne lukkes, hvis man først trak den lidt ind mod sig.

Hun kendte lyden af vandet i rørene, Pedros skridt over gården og bilens hosten de morgener, hvor den ikke ville starte i første forsøg.

Hendes kjoler lå i skuffen, Pedro havde tømt til hende.

Hendes bøger stod ved siden af hans.

På væggen i køkkenet hang et postkort fra Odsherred. Det forestillede en grå strand under en himmel, der næsten havde samme farve som vandet. Pedro syntes, det så koldt ud. Astrid syntes, det så hjemligt ud.

Det gjorde udsigten fra terrassen også.

Hun var begyndt at forstå, at et menneske godt kunne have mere end ét sted i sig.

Sproget var en anden sag.

Astrid talte spansk hver dag. Hun kunne købe ind, spørge om vej og tale med folk i byen, hvis de ikke havde for travlt. Hun kendte navnene på tingene i huset og kunne føre en enkel samtale med Pedro, så længe han så på hende og huskede, at hun ikke var vokset op med hans ord.

Det glemte han ofte.

Når han blev optaget af noget, talte han hurtigere. Endelserne forsvandt, sætningerne løb sammen, og Astrid stod tilbage med tre eller fire ord, som hun forsøgte at bygge resten omkring.

Sommetider lykkedes det.

Andre gange stod hun med en hammer, når Pedro havde bedt om en tang.

Til gengæld talte Pedro efterhånden et mærkeligt dansk, som næsten kun fandtes mellem dem. Astrid havde lært ham de ord, hun selv syntes var sjove. Han kunne sige skruetrækker, kartoffelmad og for helvede med en tung andalusisk klang, der fik hende til at le.

Det havde været langt sjovere at lære ham dansk, end det havde været at sidde med de spanske bøger, hun havde købt i Málaga.

Nabo-María boede i huset på den anden side af muren. Hun var begyndt at dukke op i gården uden at banke på. Altid med sin egen kaffekop i hånden.

Hun stillede den på bordet, satte sig og ventede, som om hun og Astrid havde lavet en aftale, ingen af dem kunne huske.

I begyndelsen havde de næsten ikke kunnet sige noget til hinanden. Det havde ikke afholdt Nabo-María fra at komme.

Hun talte, Astrid lyttede, og når det blev nødvendigt, pegede de.

Hun klarede sig.

Det mente hun i hvert fald selv.

Hendes mor var mindre sikker.

Astrid ringede hjem fra byen. Ikke hver uge, for samtalerne var dyre, men ofte nok til, at hendes mor kunne nå at blive bekymret mellem dem.

Denne dag stod Astrid i en telefonboks med mønter i hånden og døren på klem. Varmen havde samlet sig under glasset, og forbindelsen knitrede hele vejen til Danmark.

Hendes mor spurgte, om hun havde det godt, om hun stadig øvede sig på sproget, og om hun havde fundet arbejde.

– Ikke endnu.

– Der er gået to år, Astrid.

Som om tallet kunne få hende til at forstå noget, hun havde overset.

Hendes far kom til telefonen og ville vide, hvordan det gik med guitaristen.

– Han hedder Pedro.

– Det ved jeg godt. Men han spiller da guitar.

– Han arbejder som albañil.

Astrid måtte forklare, at det var en slags håndværker. Pedro reparerede mure, tage og gamle huse sammen med et lille arbejdssjak og kørte ud til forskellige steder omkring Álora.

Det kunne hendes far godt lide.

– Det er sgu da ordentligt.

I baggrunden bad hendes mor ham tænke på sproget.

Han sagde, at de snart måtte komme ned og se huset.

Det havde han sagt før.

Hendes mor tog røret igen.

– Du kunne også komme herop. Bare på besøg.

– Ja, mor.

Astrid så på de sidste mønter i sin hånd.

– Jeg skal snart hjem. Pedro kommer ved sekstiden.

Stilheden i den anden ende var anderledes end støjen på forbindelsen.

– Hjem? sagde hendes mor.

Astrid så gennem glasset mod bjergene.

– Jeg ringer snart igen.

– Ja.

– Jeg har det godt, mor.

– Det håber jeg.

Så forsvandt forbindelsen.

Astrid blev stående med røret i hånden et øjeblik, før hun hængte det på plads og gik ud i varmen.

Hun havde kaldt huset hjem, uden at hun havde tænkt over det. Ordet var bare kommet.

En morgen nogle dage senere sad Astrid i gården med sin kaffe, da Pedro kom farende gennem gården med arbejdstasken i hånden. Hans bil stod uden for porten med motoren i gang.

Ved muren stod en sæk kalk og en spand.

Han havde nævnt flere gange, at murene skulle kalkes. Vejret havde blotlagt gamle lag og små revner, og nogle steder var det hvide næsten forsvundet.

Pedro pegede på sækken, spanden og gårdens vægge, mens han forklarede.

Astrid lyttede.

Hun hørte cal.

Kalk.

Hun hørte blanco.

Hvidt.

Resten forsvandt mellem hans hurtige ord og bilens hakkende motor.

– Todo blanco, sagde han og lod hånden bevæge sig rundt i gården.

Derefter kom et ord, Astrid ikke kendte.

Menos.

Og så noget om madera.

Træ.

Pedro var allerede på vej mod porten.

– ¿Todo blanco? råbte Astrid.

– Sí, sí. Todo blanco, menos la madera. Solo las paredes.

Motoren tog den sidste del.

Astrid hørte kun:

– Sí, sí. Todo blanco.

Pedro vendte tilbage, kyssede hende hurtigt på kinden og forsvandt ud gennem porten.

Bilen hostede sig ned ad vejen.

Astrid så på sækken, spanden og de gamle mure. Todo blanco.

Det var i hvert fald det, hun havde hørt.

Hun skiftede tøj, bandt håret op og blandede kalken, sådan som hun havde set Pedro gøre. Først blev den for tyk. Så for tynd. Til sidst lignede den noget, der kunne bruges.

Hun begyndte ved køkkendøren.

Arbejdet var tungere, end Pedro fik det til at se ud. Kalken løb ned ad penslens skaft og lagde sig over hendes hænder, men hun kunne lide at se forandringen.

Hvert strøg dækkede et gammelt mærke.

Gården blev lysere for øjnene af hende.

Ved middagstid var murene hvide.

Astrid trådte tilbage og betragtede sit arbejde.

Så faldt hendes blik på bænken.

Den stod op ad den nykalkede mur, brun, tør og skæv. Før havde den set gammel ud på en hyggelig måde. Nu så den bare forsømt ud.

Pedro havde sagt noget om træ.

Det var hun næsten sikker på.

Men han havde også sagt todo blanco.

Det første hvide strøg lagde sig hen over bænken.

Astrid ventede et øjeblik.

Intet frygteligt skete.

Hun fortsatte.

Da bænken var færdig, så bordet forkert ud.

Astrid stillede sig med penslen i hånden og betragtede det.

– Nej, sagde hun.

Hun gik ud i køkkenet og skar et stykke brød.

Da hun kom tilbage, var bordet stadig brunt.

– Du sagde det selv, Pedro.

Bordet blev hvidt.

Derefter stolen.

Tre krukker.

En spand.

Stigen, der stod op ad muren.

For hver ting, hun kalkede, var der noget andet, der ikke længere passede ind.

Hun begyndte at synge, mens hun arbejdede. Ikke en rigtig sang. Kun to ord på forskellige toner.

– Todo blanco, todo blanco …

Hun var nået til kosten, da porten gik op.

Nabo-María kom ind med kaffekoppen i hånden.

Hun tog to skridt og standsede.

Hendes blik bevægede sig fra murene til bænken, bordet, stolen og den hvide stige. Til sidst så hun på Astrid, der stod med kosten i den ene hånd og penslen i den anden.

– Madre mía, niña.

Astrid smilede og slog ud med penslen.

– Todo blanco.

En stribe kalk landede på jorden.

Nabo-María begyndte at le.

Hun lo så meget, at hun måtte sætte kaffekoppen fra sig på bænken. Astrid så sig omkring og forsøgte at forstå, hvad der var så morsomt.

– Bonito, sagde hun.

Det gjorde det kun værre.

Til sidst gik Nabo-María hen og klappede hende på skulderen. Hun tog sin kop igen, viftede med hånden og sagde:

– Otro día, niña. El café, otro día.

På vej ud standsede hun ved porten.

– ¿Pedro?

Astrid pegede ned ad vejen.

– Vuelve a las seis.

Nabo-María så op mod solen. Så tilbage på gården.

Et bredt smil bredte sig over hendes ansigt, før hun gik hjem med sin tomme kop.

Astrid kunne høre hende le på den anden side af muren.

Så trak hun på skuldrene og kalkede resten af kosten.

Da solen begyndte at synke bag bjergene, var der næsten ikke mere kalk tilbage.

Astrid havde ondt i ryggen. Hendes hænder var tørre, tøjet var plettet, og da hun strøg håret væk fra ansigtet, efterlod hun en hvid stribe hen over kinden.

Hun stillede sig midt i gården.

Murene var hvide, alt var hvidt.

Selv køkkendøren havde fået en klat, men den kunne Pedro sikkert ordne.

Det var trods alt hans arbejde.

Hvor ville han blive glad.

Lidt før klokken seks hørte hun bilen kæmpe sig op ad vejen. Motoren blev tav, bildøren smækkede, og et øjeblik senere gik porten op.

Pedro kom til syne i sin lyse skjorte og de mørke bukser med støv og kalkpletter. Arbejdstasken hang fra hans hånd.

Han tog ét skridt ind og standsede.

Hans blik gled hen over muren, bænken og bordet og videre til krukkerne, stigen og kosten.

Astrid smilede.

– Todo blanco.

Så fik han øje på den gamle stol.

Den stod ved muren, hvor den altid havde stået. Stolen, hans farfar engang havde båret ind gennem den samme port. Det mørke, slidte træ var forsvundet under kalken.

Pedro satte langsomt arbejdstasken på jorden, åbnede munden og lukkede den igen.

– La silla de mi abuelo.

– Sí. Todo blanco.

Pedro pegede på murene.

– Las paredes.

Så på stolen.

– La madera, no.

Han pegede på bænken, bordet, stigen og til sidst kosten. Astrid fulgte hans hånd.

Da han langsomt gentog todo blanco, menos la madera, hørte hun endelig det ord, der var forsvundet i motorstøjen.

– ¿Menos?

Pedro viste hende betydningen med hænderne. Han pegede først rundt på alt det hvide og derefter på træet, mens han rystede på hovedet.

Nu forstod hun menos.

Astrid så rundt i gården.

Så bed hun sig i læben.

Pedro forsøgte stadig at se alvorlig ud.

– Solo las paredes, mi amor.

En lille lyd slap ud af Astrid.

Latteren begyndte i maven og voksede, indtil hun måtte støtte sig til det hvide bord.

– Du sagde fandeme alt, fik hun fremstammet.

Pedro forstod ikke ordene, men han forstod anklagen.

Astrid efterlignede hans hurtige forklaring, kysset på kinden og bilen, der kørte væk.

Så slap smilet ud hos ham.

Et sted på den anden side af muren begyndte Nabo-María at le.

Pedro så i retning af hendes hus.

– María.

Astrid efterlignede hende med en usynlig kaffekop i hånden.

– Otro día, niña.

Nu lo Pedro også.

Senere spiste de brød, tomater og ost ved det hvide bord.

Pedro havde sat sin farfars stol tilbage på dens gamle plads. Han lod hånden glide over den ru ryg, men forsøgte ikke at fjerne kalken.

Astrid så på ham og sagde undskyld på et forsigtigt spansk.

– Lo siento.

Pedro trak på skuldrene og pegede på murene.

– Bonito.

Så på bordet.

– Más o menos.

Smukt, havde han sagt om murene. Mere eller mindre om bordet.

Astrid kastede et stykke brød efter ham.

Han greb det og spiste det.

Efter måltidet hentede Pedro guitaren. Astrid blev siddende på bænken, mens han fandt en let, hoppende rytme.

Hun så rundt i gården.

På alt det, der havde været der, længe før hun kom. Pedros bord. Farfarens stol. De gamle krukker og den slidte bænk.

Nu stod hendes fejl midt i det hele.

Hvid og umulig at overse.

Hun begyndte at synge:

– Todo blanco, todo blanco …

Pedro rystede på hovedet, men lod guitaren følge hende.

Inde fra nabohuset begyndte María at le igen.

Stolen blev stående i gården.

Hvid, skæv og lidt for stor.

Pedro skrabede aldrig kalken af.

Kapitlets sang
Todo blanco

Astrids fotoalbum
Se billederne fra Astrids historie i fotoalbummet

Kapitel 2Kapitel 4