KAPITEL 4
Hvor er kartoflerne, Pedro?
Astrid mødte Macarena mellem tomaterne og en kasse med peberfrugter.
Supermercadoen var lille nok til, at to mennesker ikke kunne standse i den samme gang uden at blokere for alle andre. Alligevel blev de stående.
Macarena holdt to tomater op foran sig og talte hurtigt om forskellen på dem. Astrid forstod ikke hvert ord, men hun forstod, at den ene var god, og den anden var en fornærmelse mod tomater.
Hun pegede på den forkerte.
Macarena slog hånden mod panden.
– Madre mía, Astrid.
Så begyndte de begge at le.
Det var også i supermercadoen, de havde mødt hinanden første gang året før. En papirspose var gået i stykker for Astrid, og appelsinerne var trillet i alle retninger. Macarena havde standset en af dem med foden, samlet resten op og fortalt en lang historie, Astrid ikke forstod.
Det havde ikke forhindret dem i at følges ud.
Siden var de blevet stående, hver gang de mødtes. Først havde Macarena ført næsten hele samtalen alene. Nu kunne Astrid svare. Ikke altid hurtigt og ikke altid rigtigt, men nok til, at de kunne grine af det samme.
Macarena lagde begge tomater i Astrids kurv.
Den gode og fornærmelsen.
– Para que aprendas.
Astrid så på hende.
Macarena og hendes mand, Manuel, boede længere nede ad vejen. Astrid havde hilst på ham flere gange og drukket kaffe i deres køkken, men de havde aldrig været på besøg i huset.
Tanken kom, før hun nåede at overveje den.
– ¿Queréis venir a cenar el sábado?
Sætningen lød så sikker, at Astrid selv blev en smule overrasket.
Macarena smilede.
– ¿A vuestra casa?
– Sí.
Macarena kyssede hende på begge kinder og sagde ja, som om hun havde ventet på invitationen.
Først da Astrid gik videre gennem butikken, kom hun i tanke om Pedro.
Hun havde inviteret gæster hjem til dem, hun havde bare ikke fortalt Pedro det endnu.
På vejen tilbage planlagde hun samtalen. Hun ville sige det, når han kom hjem, som en oplysning og ikke som et spørgsmål.
Macarena og Manuel kommer på lørdag.
Men da Pedro kom hjem den aften, var han træt og havde et langt sår hen over den ene hånd. Astrid rensede det, mens han fortalte om en mur, der var styrtet sammen. Hun fangede kun halvdelen, og bagefter begyndte han at spille.
Hun fik ikke nævnt middagen.
Næste eftermiddag kom Nabo-María ind gennem porten med sin kaffekop.
Hun satte den på bordet og slog sig ned på bænken. Den hvide kalk var allerede begyndt at skalle af i den ene side, men Nabo-María satte sig altid der.
Hun talte om nogen i byen, som havde fået besøg af en kusine fra Sevilla. Astrid lyttede, hældte kaffe op og satte sig over for hende.
– Macarena og Manuel kommer på lørdag, sagde hun.
María løftede øjenbrynene.
Astrid forklarede, at de skulle spise. Hun ville lave tortilla og sætte bordet ude i gården.
María nikkede og drak sin kaffe.
Så så Astrid på den tomme stol ved siden af hende.
María havde boet alene, siden hendes mand døde året før, Astrid kom til Spanien. Hun talte sjældent om ham, men sommetider blev hun siddende med blikket mod sit eget hus, som om nogen ventede derinde.
Astrid kunne ikke holde sit første rigtige middagsselskab uden hende.
– Tú también, sagde hun. – El sábado. Cena. Aquí.
María lagde hånden mod brystet.
– ¿Yo?
– Claro.
María smilede. Så tog hun Astrids hånd mellem begge sine og sagde noget varmt og hurtigt, som Astrid ikke forstod.
Det gjorde ikke noget.
Nu kom der tre gæster.
Pedro vidste stadig ingenting.
Et par dage senere hørte Astrid en tungere bil standse uden for porten.
Det var Rafa, der kom med Pedro. Når arbejdssjakket skulle have stiger, sten eller byggematerialer med, kørte de i den store bil i stedet for Pedros lille, hostende én.
Pedro steg ud fra passagersiden med værktøjstasken i hånden. Rafa blev siddende bag rattet med armen ud gennem vinduet.
Astrid gik hurtigt ud til dem.
Hun havde mødt Rafa mange gange. Han var en stor, venlig mand med hænder, der kunne få en kaffekop til at se lille ud. Han talte næsten lige så hurtigt som Pedro, men gentog tålmodigt, når hun bad ham om det.
Astrid havde brugt formiddagen på at øve én bestemt sætning.
Nu sagde hun den uden at standse:
– Rafa, ¿quieres venir a cenar con nosotros el sábado?
Rafa smilede bredt og takkede ja.
Ved siden af ham løftede Pedro det ene øjenbryn.
Astrid smilede til ham.
– Macarena og Manuel kommer også. Og Nabo-María. Og nu Rafa.
Pedro så fra hende til Rafa.
Rafa lo, startede bilen og råbte noget til Pedro, inden han kørte.
Astrid vidste, at sorpresa betød overraskelse. Resten forstod hun ikke.
Pedro tog arbejdstasken op.
– ¿Cuántas personas más has invitado?
Astrid talte på fingrene.
Macarena. Manuel. Nabo-María. Rafa.
Hun så på Pedro.
– Jeg tænkte også på dine forældre.
Hun sagde det langsomt på spansk. Pedros ansigt ændrede sig, før hun var færdig.
– No.
Han gik ind gennem porten.
Astrid fulgte efter.
– Din mor og far kan også komme.
– No vienen aquí.
– Men hvorfor ikke?
Pedro satte arbejdstasken fra sig.
– No, Astrid.
Det var ikke et ord, der manglede en forklaring. Det var en lukket dør.
Astrid vidste, at huset havde tilhørt hans morforældre. Hun vidste også, at Pedro havde fået det, da de døde. Resten talte han sjældent om.
Hun havde forstået nok til at vide, at huset stod imellem ham og hans mor.
Pedro gik ud for at vaske støvet af hænderne.
Astrid lod emnet ligge.
Men hun glemte det ikke.
Lørdag morgen vågnede hun med en fornemmelse af, at noget vigtigt skulle ske.
Det var første gang, hun selv havde inviteret mennesker til middag i huset, gæster hun havde valgt og bedt om at komme, og ikke bare nogen, der kom forbi med en kaffekop eller afleverede Pedro efter arbejde.
Hun ville lave tortilla.
Macarena havde vist hende hvordan. Kartoflerne skulle skæres i tynde skiver og steges langsomt med løgene, indtil de var bløde. Derefter skulle de blandes med æggene, hældes tilbage på panden og vendes uden at ende på gulvet.
Astrid havde øvet sig.
Den første var brændt på.
Den anden var faldet fra hinanden.
Den tredje havde været næsten rigtig.
Denne skulle være perfekt.
Ved middagstid stod olien og løgene klar. Æggene lå i en skål på køkkenbordet. Brød, vin og mandler manglede, og der var heller ikke nok kartofler.
Pedro skulle alligevel ind til byen.
Astrid gav ham kurven og forklarede, hvad han skulle købe.
Hun sagde kartofler to gange.
Så pegede hun på de få, der lå tilbage.
– Patatas.
Pedro nikkede.
– Sí.
Hun kyssede ham og sendte ham afsted.
Der var endnu flere ting, hun ville nå. Bordet skulle flyttes. Krukkerne skulle stilles til side, og den hvide stol skulle tørres af. Den var stadig skæv og lidt for stor, men den stod i gården som en del af huset nu.
Astrid dækkede bordet med de tallerkener, der lignede hinanden mest.
Hun fejede gården.
Hun skiftede kjole og skiftede tilbage igen, fordi den pæne var for varm.
Da hun hørte Pedros bil, var der to timer, til gæsterne skulle komme.
God tid.
Pedro kom ind gennem porten med kurven over armen. Et brød stak op i den ene side. Han havde købt vin og mandler og en lille pose oliven, selv om Astrid stadig ikke kunne lide dem.
Hun tog imod kurven og begyndte at pakke ud.
Brød.
Vin.
Mandler.
Oliven.
Hun løftede klædet i bunden.
Der lå ikke mere.
Astrid så på Pedro.
– Hvor er kartoflerne?
Han standsede.
– ¿Qué?
– Las patatas.
Pedro så ned i kurven.
Så mod porten, som om kartoflerne måske var faldet ud på vejen.
– Se me olvidaron.
Astrid blev stående med kurven i hånden.
– Du glemte dem?
Pedro begyndte at forklare. Han havde mødt nogen i byen. Der havde været noget med vinen. Brødet var frisk, og mandlerne var billige.
Astrid hørte kun, at der ikke var nogen kartofler.
– Det var det eneste, jeg bad dig om.
Pedro pegede på brødet, vinen og alt det andet, han havde husket.
Astrid satte kurven hårdt på bordet.
– Tortilla, Pedro. Hvordan skal jeg lave tortilla uden kartofler?
Han sagde, at hun talte for højt.
Hun sagde, at det var nødvendigt, fordi han aldrig hørte efter.
Det ene ord trak det næste med sig.
For et år siden ville de være løbet tør for sprog, længe før de blev rigtigt vrede. Nu kendte Astrid ordene for at glemme, lytte og være ligeglad.
Hun kendte også nogle, hun ikke vidste, hun havde lært.
Pedro fandt ord, der var lige så grimme.
Han sagde, at hun havde inviteret mennesker uden at spørge ham. At hun flyttede rundt på alt, bestemte over huset og gjorde alting større, end det var.
– Es mi casa, sagde han.
Ordene standsede Astrid.
Pedro hørte dem selv et øjeblik for sent.
Den hvide gård lå stille omkring dem.
Astrid så på bordet, hun havde dækket. På stolen, hans farfar havde ejet. På den åbne port og de fire pladser, hun havde gjort klar til mennesker, hun troede var blevet deres.
Så pegede hun mod byen.
– Patatas. Ahora.
Pedro tog et skridt mod hende, men Astrid vendte sig bort.
Han gik.
Døren smækkede efter ham, så huset rystede.
Astrid blev stående i køkkenet.
Løgene lå klar. Olien stod ved siden af. Æggene ventede i skålen.
Kun kartoflerne manglede.
Det var latterligt.
Alligevel kunne hun mærke tårerne presse sig på.
Es mi casa.
Hun havde selv sagt de ord engang.
Mi casa.
Nu vidste hun ikke, om huset nogensinde helt kunne blive hendes.
Hun satte sig ved køkkenbordet.
Gennem vinduet kunne hun se den tørre jord og bjergene bag huset. De havde båret hende den første dag. Nu stod de omkring hende som mure.
Hun tænkte på Lammefjorden.
På den mørke jord og de lige rækker af kartoffelplanter. På cyklen ved grøften og gulerødderne, hun trak op og spiste med jord på. På regn mod ruderne og vinden fra stranden.
Hun savnede ord, der kom uden arbejde.
Hun savnede sin mors stemme fra køkkenet og sin fars arme omkring sig. Hun savnede et sted, hvor jorden kendte hende, før hun selv vidste, hvem hun var.
Hun var femogtyve år og havde boet tre år i Spanien.
Alligevel kunne en glemt pose kartofler få Danmark til at rykke helt ind i det gamle køkken.
Tiden gik.
Der var halvanden time, til gæsterne kom.
Så én.
Astrid rejste sig og begyndte at flytte rundt på ting, der allerede stod rigtigt. Hun rettede på tallerkenerne og bar brødet ud på bordet.
Da porten gik op, vendte hun sig ikke med det samme.
Pedro stod i åbningen med en pose kartofler under armen.
I den anden hånd havde han en bog.
Den var enkel og mørk med tomme, lyse sider. Tre små stykker papir stak op mellem dem.
Pedro lagde kartoflerne på køkkenbordet.
Så rakte han hende bogen og sagde, at han var ked af de ting, han havde sagt.
Astrid tog imod bogen.
På de tre løse papirer havde Pedro med sin skæve håndskrift skrevet titlerne på de sange, der allerede fandtes mellem dem.
For enden af melodien.
Si decido quedarme.
Todo blanco.
Han havde stavet den danske titel forkert to steder.
Astrid lod fingeren følge kanten af det øverste papir.
– Jeg skulle have fortalt dig om gæsterne, sagde hun.
Pedro så på hende.
– Sí.
Astrid så op.
– Du behøver ikke lyde så tilfreds.
Han smilede.
Så lukkede hun bogen og lagde den på bordet.
Hun rakte Pedro en kniv.
– Las patatas, Pedro.
Han tog imod den.
– Primero las patatas.
Pedro nikkede.
De arbejdede ved siden af hinanden uden at sige mere. Han skrællede, mens hun skar. Kartoflerne stegte langsomt sammen med løgene, mens solen sank og gjorde gårdens hvide mure gyldne.
Tortillaen nåede ikke at stå længe nok.
Macarena og Manuel kom til tiden med blomster fra deres egen have. Nabo-María kom gennem porten med sin kaffekop, selv om Astrid havde sat glas på bordet. Rafa ankom sidst og måtte bøje hovedet for ikke at ramme portens overligger.
Ingen spurgte, hvorfor Pedros øjne var røde.
Ingen nævnte, at Astrid havde grædt.
De satte sig omkring det hvide bord og spiste den bløde tortilla med brød, vin og mandler. Macarena fortalte en historie så hurtigt, at Astrid mistede halvdelen. Manuel afbrød hende, Nabo-María protesterede, og Rafa lo så højt, at en fugl fløj op fra taget.
Astrid så rundt på dem.
Pedro sad ved siden af hende. Under bordet fandt hans hånd hendes.
Senere, da de andre var gået, hentede han guitaren.
Astrid tog den nye bog med ud i gården og satte sig på den hvide bænk. De tre løse sedler lod hun blive liggende mellem siderne.
Pedro begyndte at spille.
En let, drillende rytme voksede frem under hans fingre.
Astrid åbnede bogen på den første tomme side.
Et øjeblik sad hun med blyanten i hånden.
Så skrev hun:
¿Y las patatas, Pedro?
Pedro lænede sig til siden og læste ordene.
Astrid så på ham.
– Du sagde, det var dit hus.
Pedro så på hende.
– Nuestra casa.
– Mener du det? Vores hus?
Pedro nikkede og så på ordene i bogen.
– En dag skal andre høre dine sange.
Astrid lukkede bogen halvt sammen.
– De er ikke til andre.
– ¿Solo para nosotros?
– Ja, Pedro, kun til os.
Så begyndte han at spille igen.
Kapitlets sang
¿Y las patatas, Pedro?
Astrids fotoalbum
Se billederne fra Astrids historie i fotoalbummet
| Kapitel 3 | Kapitel 5 kommer snart |
