KAPITEL 2

Så langt øjet rakte

Den første morgen vågnede Astrid, før hun huskede, hvor hun var.

Loftet over hende var ujævnt og hvidkalket. Et sted udenfor slog en dør mod en mur, og en fugl gentog den samme skarpe lyd, indtil en anden svarede længere væk.

Varmen lå allerede i værelset.

Hun blev liggende et øjeblik og lyttede.

Så hørte hun guitaren.

Det var en anden melodi end de seks toner fra dagen før, hurtigere og lettere, som havde gårsdagens alvor fortaget sig i løbet af natten.

Hun satte sig op og fik øje på den brune kuffert ved væggen. Først da gik det op for hende, hvor mærkeligt det hele var.

Hun befandt sig i et hus i bjergene sammen med en mand, hun ikke kendte. Hun vidste, at han hed Pedro. Hun vidste, hvordan hans hænder så ud, når de bevægede sig over strengene. Hun vidste, at han havde en lille bil, der knirkede, hver gang han skiftede gear.

Resten vidste hun ikke.

Dagen før var eftermiddagen gledet over i aften, uden at nogen af dem havde gjort noget for at standse den.

De havde siddet i gården, mens lyset langsomt forsvandt fra murene. Pedro havde brygget te til sig selv og skænket vin til hende. De havde sunget og spillet, holdt pauser, grinet ad de ord, de ikke forstod, og var begyndt igen.

Astrids håndtaske stod åben på bordet. Hotelnøglen stak op mellem hendes ting, tung og blank med et stort vedhæng.

På et tidspunkt havde Pedro lagt guitaren fra sig. Han rakte over bordet, tog forsigtigt fat i nøglen og løftede den op.

Astrid fulgte hans blik, da han læste navnet på hotellet.

Han så på hende og sagde noget, hun ikke forstod.

– Sí, sagde hun og nikkede.

Det ord kendte hun.

Han sagde noget mere på spansk. Så holdt han hænderne foran sig, som om han havde et rat imellem dem, og gjorde en lille bevægelse mod porten.

Hun forstod.

Han ville køre hende tilbage.

Astrid rejste sig langsomt.

Det var det naturlige. Selvfølgelig skulle hun tilbage til Málaga.

Alligevel blev hun trist ved tanken.

Her var stadig varme i stenene og duften af te og vin. Guitarens toner hang næsten i luften omkring dem. Der var liv i huset, selv når ingen af dem sagde noget.

På hotellet ventede kun et tomt værelse.

De kørte mod Málaga i stilhed.

Vejen lå mørk mellem bjergene, og lyset fra bilen bevægede sig hen over træerne og de lave stenmure. Flere gange vendte Astrid hovedet mod Pedro, netop som han så på hende. Hver gang så de hurtigt tilbage på vejen.

De havde ingen ord, de kunne bruge.

Men stilheden mellem dem føltes ikke tom.

Da de standsede foran hotellet, slukkede Pedro motoren.

Astrid tog hånden ned til dørhåndtaget, men åbnede ikke.

Pedro blev siddende bag rattet. Han så på hende, som om han ventede på noget, selv om hun ikke vidste hvad.

Så steg hun ud.

Pedro bad hende ikke om at komme tilbage. Han gjorde ingen bevægelse for at standse hende, og hun ville heller ikke have kunnet forstå ham, hvis han havde forsøgt.

Astrid gik gennem hotellets dør uden at se sig tilbage.

På værelset blev hun stående et øjeblik.

Det virkede mindre, end det havde gjort om morgenen. Sengen var redt. Hendes kjoler hang over stoleryggen, og bøgerne lå, hvor hun havde efterladt dem.

Hun vidste ikke, om Pedro stadig holdt dernede.

Hun vidste heller ikke helt, hvad hun var i færd med.

Alligevel lagde hun kjolerne, den lette trøje og de ulæste bøger tilbage i den brune kuffert. Hun lukkede den, tog den med sig og gik ned.

Da hun kom ud gennem hotellets dør, holdt bilen der stadig.

Pedro sad bag rattet med blikket rettet mod indgangen.

I det øjeblik, han fik øje på hende og den brune kuffert i hendes hånd, brød hans ansigt ud i et stort smil.

Astrid kunne ikke lade være med at smile tilbage.

Hun beholdt nøglen til hotelværelset i håndtasken. Hun havde betalt for fjorten dage og kunne tage tilbage, når hun ville.

I huset havde Pedro vist hende ind i det lille værelse. Der stod en smal seng, en stol og en kommode. Han havde lagt et rent lagen på madrassen og vist hende slåen på indersiden af døren.

Hun havde forstået bevægelsen.

Du kan låse.

Så havde han forladt værelset med et enkelt Buenas noches.

Det var sket aftenen før.

Nu smilede hun for sig selv, tog sin kjole på og gik ud i gården.

Pedro sad i skyggen med guitaren over låret. Da han så hende, lod han melodien dø ud og smilede.

– Buenos días, sagde han.

– Buenos días, efterlignede hun.

På et lille bord stod brød, en skål med tomater, kaffe og sorte oliven. Pedro pegede på stolen over for sig, og Astrid satte sig.

Han skubbede brødet hen imod hende.

– Pan.

– Brød, svarede hun.

– Brø? forsøgte han.

Astrid gentog ordet langsomt.

– Brød.

Han prøvede igen og kom denne gang tættere på. Hun lo og nikkede.

Så pegede hun på kaffen.

– Kaffe.

Pedro nikkede og rettede hende.

– Café.

Derefter tog han en oliven og spiste den. Han skubbede skålen hen mod hende, og Astrid tog én.

Hun havde aldrig brudt sig om oliven, men det virkede uhøfligt at sige nej til noget, når hun ikke kendte ordet for det. Hun bed i den og forsøgte at holde ansigtet i ro.

Pedro så på hende.

Hun tyggede én gang.

Så én gang til.

Til sidst rystede hun voldsomt på hovedet.

– No.

Han lænede hovedet tilbage og lo.

Astrid spyttede stenen ud i hånden, pegede på skålen og gentog:

– No.

Pedro lagde hovedet på skrå.

– ¿No?

– No. Aldrig, sagde hun bestemt.

Han forstod ikke det sidste ord, men han forstod resten.

Det blev det første spanske ord, hun lærte at sige med fuldstændig overbevisning.

Dagene fandt en rytme, selv om ingen af dem havde aftalt den.

Om morgenen drak de kaffe i gården. Pedro arbejdede nogle timer om dagen, men Astrid forstod ikke hvor eller med hvad. Nogle morgener forsvandt han ned ad vejen. Andre blev han ved huset og reparerede noget, der for hende ikke så ud til at være i stykker.

Hun gik omkring i rummene og forsøgte at lære stedet at kende. Når Pedro var på arbejde, kunne hun godt finde på at lade, som om det hele var hendes. Som om det var hende, der boede der.

Men huset var hans. Det kunne hun se i alt omkring sig.

I koppen, han altid tog ned fra den samme hylde. I den slidte stol, han aldrig satte sig i. I fotografierne på væggen af mennesker, hun ikke kendte. I skjorten, der hang over en stoleryg, og i den måde, han skubbede døren op med hoften, fordi han vidste præcis, hvor den bandt.

Om eftermiddagen kom varmen så tæt på, at selv insekterne syntes at give op.

Astrid lærte hurtigt at elske de stille timer. Hun lå på sengen, sommetider med en bog hvilende uåbnet mod brystet, mens huset faldt til ro omkring hende.

Det var ikke altid, hun sov.

Hun lod bare tankerne komme.

De bevægede sig mellem Høve og huset i bjergene, mellem det liv, hun kendte, og det, der endnu ikke havde fået noget navn. Her behøvede hun ikke beslutte noget. Hun kunne tænke en tanke til ende, lade en anden forsvinde og mærke efter uden at skulle forklare det – hverken for sig selv eller for Pedro.

Sommetider hørte hun ham spille i et andet rum. Tonerne fandt vej gennem huset og blandede sig med hendes tanker, indtil hun ikke længere vidste, om hun tænkte, lyttede eller var faldet i søvn.

Siestaen blev hendes yndlingstid på dagen.

Når solen mistede sin skarphed, gik de udenfor.

En eftermiddag pegede Pedro op mod himlen.

– Cielo.

Astrid fulgte hans finger med blikket.

– Himmel.

– Hime? forsøgte han.

Hun lo, og Pedro pegede op igen.

– Cielo.

Denne gang gentog hun forsigtigt ordet.

– Cielo.

Det var sådan, de talte: et ord ad gangen, en håndbevægelse, et blik eller et forsøg, der blev misforstået og prøvet igen, indtil en af dem begyndte at le.

Når ordene ikke rakte, tog Pedro sin spanske guitar.

Han havde sine egne melodier. Han kunne sidde længe og spille, uden at melodien behøvede at føre nogen steder hen. Han lod bare hænderne bevæge sig over strengene og spillede det, der kom til ham.

Astrid lyttede.

Helt fra hun var barn, havde hun fundet på sine egne sange og sat ord på det, hun så omkring sig. Men når Pedro spillede, var melodien allerede dér.

Hun lyttede, indtil hun fangede noget i den. En stemning, en tanke eller begyndelsen på en fortælling. Så fandt hun ordene og lod dem glide ind i hans melodi.

Pedro lyste op, når hun fangede ham på den måde – midt i noget, han ikke selv havde sat ord på.

Hun sang om vinden fra bugten og om de lange, lyse aftener. Om bakkerne ved Høve Stræde, hvorfra Sejerøbugten lå åben nedenfor, så havet og himlen sommetider gled sammen.

Hun sang om sin cykel og vejen ned mod Lammefjorden.

Om gulerødderne, hun hapsede direkte fra marken.

Dér var landskabet anderledes end her. Ingen bjerge rejste sig og standsede blikket. Markerne lå brede og flade på den gamle havbund, og kartoffelplanterne stod i lange rækker i jorden.

Som barn havde hun cyklet derud og standset ved grøften.

Hun kunne stå længe og se ud over markerne. Derude havde hun også kunnet synge så højt, hun ville.

Det føltes, som om hun kunne se, så langt øjet rakte.

Nu stod hun på en bjergside i Andalusien, og udsigten var en anden. Her foldede landskabet sig opad. Den ene bjergkam skjulte den næste, og vejene forsvandt omkring svingene, før man kunne se, hvor de førte hen.

Alligevel gav det hende den samme fornemmelse af, at verden var større end det sted, hvor hun stod.

Hver dag elskede hun noget nyt.

Lyset på den hvide mur. Duften af brød. Lyden af Pedros skridt i huset. Vinden, når den nåede ind mellem bjergene og fik vasketøjet til at løfte sig fra snoren.

En gang imellem savnede hun lyden af sin mors stemme fra køkkenet. Et klem fra sin far. Regn mod en rude. Den kølige luft om morgenen. Muligheden for at sige en hel sætning og blive forstået uden først at skulle pege.

Pedro spurgte hende ikke, hvornår hun skulle hjem.

Måske vidste han ikke, hvordan han skulle spørge.

Måske ville han ikke.

Hun havde billetten liggende i håndtasken. Afrejsedagen stod trykt tydeligt på den. Hun tog den af og til frem, så på den og talte dagene.

Ni dage.

Seks dage.

Fire.

Da der var tre dage tilbage, pegede Astrid på telefonen i sin rejsebog og derefter ud mod vejen.

– Teléfono? spurgte hun.

Pedro nikkede.

Næste formiddag kørte de ind til byen.

Telefonen stod i en boks ved en plads. Pedro skaffede hende en håndfuld mønter og ventede på en bænk et stykke derfra.

Astrid lukkede døren til boksen bag sig.

Varmen blev fanget derinde med hende. Røret var tungt i hånden, og der lugtede af støv, metal og fremmede menneskers hænder.

Hun tastede nummeret hjem.

Mens hun ventede, så hun gennem glasset på Pedro. Han sad foroverbøjet med albuerne mod knæene. Han kiggede ikke på hende.

Hendes mor tog telefonen.

– Det er Astrid.

Der blev stille i den anden ende.

Så kom hendes mors stemme så hurtigt, at Astrid næsten ikke kunne følge med.

– Astrid! Hvor er du? Er du på hotellet? Vi har ikke hørt fra dig. Er der sket noget?

– Nej. Der er ikke sket noget.

Det var ikke helt sandt, for der var sket mere de sidste dage, end hun kunne forklare sin mor.

– Jeg er ikke på hotellet lige nu.

– Hvor er du så?

Astrid så igen mod Pedro.

– Jeg er et sted uden for Málaga. Oppe ved bjergene.

– Alene?

– Nej.

Der kom endnu en stilhed.

– Hvem er du sammen med?

– Han hedder Pedro.

– Pedro?

Hendes mor sagde navnet, som om selve lyden bekræftede alt det, hun var bange for.

Astrid kunne have løjet. Hun kunne have sagt, at Pedro var guide, eller at hun boede hos en familie. Hun kunne have gjort historien mindre farlig for sin mor.

– Han er god ved mig, sagde hun.

– Det ved du da ikke endnu.

Hendes mors stemme lød skarp.

Det gjorde ondt, fordi hun havde ret.

Astrid vendte sig mod væggen i telefonboksen.

– Jeg har det godt.

– Men du kommer hjem igen på tirsdag?

Spørgsmålet blev stillet på en måde, der ikke gav plads til et nej.

Selvfølgelig kom hun hjem. Hendes værelse fandtes stadig. Hendes cykel stod der. Hendes forældre vidste, hvem hun var, også når hun ikke sagde noget.

Pedro vidste ingenting om hende.

Han vidste ikke, hvordan hun var derhjemme. Han kendte ikke hendes barndom, hendes dårlige vaner eller de ting, hun var bange for. Han vidste ikke engang, hvad hendes ord betød, når hun sang.

Alligevel følte hun sig ikke fremmed, når hun stod ved siden af ham.

– Astrid …

Hun hørte sin far i baggrunden.

Et øjeblik efter kom hans stemme i røret.

– Hvor længe har du kendt ham?

– Ikke ret længe.

– Hvor længe er ikke ret længe?

Astrid sank en klump.

– Nogle dage.

– Nogle dage?

– Ja.

Der blev stille i røret.

– Og du bor hos ham?

– Ja.

– Har du dit pas?

– Ja.

– Og penge?

– Ja, far.

– Ved du overhovedet, hvor du er?

Astrid så ud gennem telefonboksens støvede glas. Hun kendte ikke navnet på vejen. Hun var ikke engang sikker på, at vejen havde et navn.

– Nogenlunde.

– Astrid.

– Jeg kan finde tilbage til Málaga.

– Godt. Det skal du også kunne.

Hans stemme var skarp, og i et kort øjeblik var hun hjemme igen. Hun var en pige, der havde glemt at fortælle, hvor hun gik hen, og nu stod hendes far og ventede i døren.

– Far, jeg har det altså godt.

– Det håber jeg.

Hun kunne høre ham trække vejret.

– Rigtigt godt, Astrid. Ikke bare noget, du siger, fordi din mor står ved siden af mig og er ved at gå ud af sit gode skind?

Astrid kom til at smile.

Hun så på Pedro. Han havde rejst sig fra bænken og stod med ryggen til. Han betragtede pladsen, som om samtalen ikke angik ham.

– Jeg savner jer, sagde hun.

– Det må man godt, selvom man er på ferie.

Hun mærkede tårerne komme og blev vred på dem.

– Mor vil have, at jeg kommer tilbage til hotellet.

– Det kan jeg sådan set godt forstå.

– Synes du også, jeg skal det?

Han var stille et øjeblik.

– Jeg synes, du skal vide, hvordan du kommer tilbage, hvis du får brug for det.

– Det ved jeg.

– Godt. Så beholder du dit pas og dine penge, og så ringer du igen snart.

– Ja.

– Og Astrid?

– Ja?

– Nyd nu resten af din ferie. Din mor og jeg skal nok overleve.

Hun lo.

– Det lover jeg.

Mønterne faldt gennem apparatet én efter én.

– Far?

– Ja?

– Jeg elsker jer.

– Det ved vi godt. Ring snart igen.

Hendes mor kom tilbage i røret og nåede endnu en gang at bede hende passe på sig selv, før forbindelsen blev afbrudt.

Astrid blev stående med røret i hånden.

Hendes far kendte hende. Han vidste, at hun endnu ikke havde fundet sit sted i livet. Hun var 22 år og stadig på vej.

Gennem glasset så hun de hvide huse, pladsen og bjergene bag dem.

Pedro vendte sig mod hende.

Hun satte røret på plads og gik ud.

Han så hendes ansigt, men stillede ingen spørgsmål. I stedet rakte han hende en flaske vand, han havde købt, mens hun talte.

Astrid tog imod den.

– Gracias.

De satte sig på bænken.

Hun forsøgte at forklare.

Først pegede hun mod nord.

– Dinamarca.

Pedro nikkede.

Hun lagde hænderne mod kinden.

– Mama.

– Madre, rettede han hende stille, men lyttede videre.

Derefter gjorde hun stemmen mørkere, pegede strengt med en finger og sagde:

– Papa.

Pedro smilede forsigtigt.

Astrid pegede på sig selv, derefter mod vejen og til sidst tilbage mod bjergene.

– Casa. Dinamarca.

Så pegede hun i retning af Pedros hus.

– Casa … Pedro.

Hun holdt begge hænder ud foran sig, én til hver side, og lod blikket vandre fra den ene til den anden.

Pedro så på hendes hænder.

Så lagde han sin hånd fladt mod brystet og sagde kun:

– Astrid.

Ikke bliv.

Ikke gå.

Astrid sænkede hænderne.

På hjemvejen sagde ingen af dem noget.

Dagen før afrejsen pakkede hun kufferten.

Hun lagde kjolerne sammen og satte bøgerne langs siderne. Den lette trøje lå øverst. Hotelnøglen havde hun afleveret dagen før. Nu fandtes der ikke længere et værelse i Málaga, hun kunne tage tilbage til.

Flyet skulle afgå næste eftermiddag.

Pedro så den lukkede kuffert, da han gik forbi hendes dør.

Han standsede.

Astrid ventede på, at han skulle spørge. Hun vidste ikke, hvad hun ville svare, hvis han gjorde.

Men han gik videre.

Næste dag satte han brød, kaffe og tomater på bordet i gården.

Ingen oliven.

Pedros bilnøgler lå ved siden af hans kop.

De spiste uden at tale.

Da det blev tid til at køre mod lufthavnen, tog Pedro nøglerne i hånden.

Astrid blev siddende.

Han så på hende, men rejste sig ikke. Efter et øjeblik lagde han nøglerne tilbage på bordet.

Så tog han guitaren frem. Han begyndte ikke at spille, men lagde den over låret og ventede, som om også melodien måtte finde ud af, hvad den ville.

Astrid så op mod himlen.

Et fly bevægede sig højt over bjergene. Det var så langt væk, at hun ikke kunne høre det. Hun fulgte den lille lyse prik, indtil den forsvandt.

Hun vidste ikke, om det var hendes.

Da hun gik ind på værelset, stod kufferten stadig ved sengen.

Hun løftede den op på sengen og åbnede den.

Pedro havde allerede tømt en skuffe til hende.

Astrid tog den første kjole op og lagde den på plads.

Så den næste.

Til sidst stod kufferten tom.

Hun skubbede den ind under sengen og smilede.

– Mi casa.

For enden af melodien

En af de første dage i Málaga besluttede hun sig for at tage ud og se bjergene.

Hotelværelset var lille, men det var hendes. Kufferten stod åben ved siden af sengen. Hun havde pakket til fjorten dage: kjoler, sandaler, en let trøje til aftenerne og flere bøger, end hun formentlig ville få læst. Fjorten dage i Spanien. Det var hele planen.

Fra vinduet kunne hun se byen ligge lys og urolig under solen. Hun havde gået gennem gaderne, drukket kaffe og smilet, når mennesker talte til hende så hurtigt, at ordene løb sammen. Hun kunne sige gracias og buenos días. Resten klarede hun med hænderne og kropssprog.

Men bjergene kunne hun se i det fjerne, hver gang byen åbnede sig mellem husene. De stod der som noget, der ikke behøvede at gøre opmærksom på sig selv. Hun fik lyst til at komme tættere på dem.

Ved busstationen pegede hun på Álora, et navn, hun havde set på et kort. Chaufføren svarede noget på spansk og nikkede mod døren. Astrid nikkede tilbage, som om hun havde forstået hvert ord, og satte sig ved vinduet.

Málaga gled væk. Husene blev færre, vejen smallere, og landskabet voksede omkring hende. Oliventræerne stod i rækker på den tørre jord. Hvide huse dukkede op på bjergsiderne, så højt oppe, at hun ikke kunne forstå, hvordan nogen var kommet derop med mursten, møbler og hele deres liv.

Hun sad med panden tæt ved ruden og glemte at holde øje med, hvor længe de havde kørt.

Da chaufføren pludselig kaldte noget og så på hende i spejlet, troede hun, at han sagde Álora. Hun rejste sig. Måske var det navnet, hun genkendte. Eller også genkendte hun bare forventningen i hans blik. Hun steg ud.

Dørene lukkede bag hende.

Bussen fortsatte gennem støvet, drejede med vejen og forsvandt.

Astrid blev stående med håndtasken over skulderen.

Der var ingen station. Ingen billetluge, ingen bænk og ingen skilte, hun kunne forstå. Kun vejen, varmen og bjergene. De var ikke længere en blå kant i horisonten. De stod omkring hende nu, stejle og virkelige.

Hun vendte sig langsomt. Måske lå byen bag det næste sving. Måske havde chaufføren forsøgt at fortælle hende, at hun skulle vente. Måske kom der en anden bus om ti minutter.

Hun vidste det ikke.

Solen pressede sig ned over hendes skuldre. Sandalerne var gode til en tur gennem Málaga, men vejen var ujævn, og støvet lagde sig mellem hendes tæer. Hun begyndte at gå, først med den sikre fart, man bruger, når man ikke vil indrømme over for sig selv, at man ikke aner, hvor man er på vej hen.

Efter det første sving kom der ikke nogen by.

Efter det næste heller ikke.

Hun standsede og så tilbage. Vejen lå tom bag hende. Hun kunne ikke længere høre bussen.

Langsomt snarere end i panik mærkede hun tørsten, varmen under håret og den dumme tyngde af håndtasken. Hun tænkte på hotelværelset i Málaga. På nøglen i tasken, som var fuldstændig ubrugelig her.

Hun kunne gå tilbage, men tilbage til hvad? Hun kunne gå videre, men hun vidste ikke hvorhen.

Bjergene rejste sig på begge sider af vejen. Et øjeblik følte hun sig ganske enkelt lille over for bjergene og det enorme landskab omkring sig. Som om landskabet havde eksisteret så længe, at hendes fjorten dage, hendes billet og hendes forsigtige plan ikke betød noget som helst.

Så hørte hun seks toner fra en guitar. De kom så svagt, at hun først troede, hun havde forestillet sig dem, men så blev de spillet igen. De samme seks toner, langsomme og prøvende, som om nogen sad et sted og stillede et spørgsmål.

Astrid løftede hovedet.

Hun ventede.

Der var de igen.

Hun gik efter lyden.

Den førte hende væk fra den åbne vej og ind ad en mindre grusvej mellem lave stenmure. Et sted gøede en hund én gang og tav. Duften af varm jord blandede sig med noget grønt og bittert fra træerne. Guitarens toner forsvandt, og hver gang hun var bange for, at hun havde mistet dem, kom de tilbage.

Seks toner.

Så en pause.

Seks toner igen.

Hun fulgte dem gennem endnu et sving, indtil hun så en hvidkalket mur og en mørk træport, der stod på klem.

Astrid standsede udenfor.

Hun burde have kaldt. Hun burde have sagt hola eller undskyld eller et eller andet, der forklarede, hvorfor en fremmed dansk kvinde stod ved porten. Men guitaren begyndte igen, og denne gang kom tonerne helt tydeligt inde fra gården.

Hun skubbede forsigtigt porten længere op.

En ung mand sad på en stol med en spansk guitar over låret. Solen faldt skråt ind over gårdens sten, og skyggen fra muren delte ham i lys og mørke. Han så ikke op. Han sad med blikket mod strengene og spillede den samme lille melodi igen og igen, som om han forsøgte at finde noget i den.

Astrid blev stående i åbningen.

Hun begyndte at nynne.

Først så lavt, at hun næsten selv kunne bilde sig ind, at det bare var inde i hendes hoved. Hun fulgte forsigtigt de seks toner og lod stemmen finde vej mellem dem.

Manden fortsatte med at spille. Han havde stadig ikke set hende.

Hendes nynnen blev langsomt til ord.

De kom på dansk. Først små og tøvende, ikke som en færdig sang, men som noget, der måtte ud. Om vejen, der havde ført hende forkert. Om bussen, der var forsvundet. Om bjergene, der først havde gjort hende bange, og som nu stod omkring hende, som om de havde holdt øje hele tiden.

Ordene blev stærkere. Hendes stemme voksede, indtil den nåede tværs over gården.

Først da løftede manden blikket og så på hende, men han stoppede ikke med at spille.

Astrid mærkede varmen i nakken, støvet under fødderne og sit hjerte, der slog alt for tydeligt. Men der var noget i hans blik, som ikke bad hende om at forklare sig. Det gav hende bare mod til at fortsætte.

Han spillede sikkert videre under hendes stemme, som om han kendte vejen gennem sangen, selv om han ikke forstod et eneste af hendes ord.

Astrid sang friere.

Til sidst mistede ordene deres styrke. De lagde sig langsomt igen, blev til nynnen og forsvandt.

Først da stoppede han med at spille.

Den sidste tone blev hængende et øjeblik i den varme gård.

Han så på hende.

– Mi cisne dorado … el destino te guio hasta mi puerta.

Astrid forstod ingenting. Ikke endnu.

Men den dag stod hun bare i den åbne port og så på ham.

Så rejste han sig og løftede den ene finger, som om han bad hende vente. Han forsvandt ind gennem en dør i den anden ende af gården og kom tilbage med et glas vand.

Først da han rakte hende det, mærkede hun for alvor, hvor tørstig hun var.

– Gracias, sagde hun.

Hun drak det hele. Vandet var lunkent, men hun havde aldrig smagt noget bedre.

Han tog imod det tomme glas og lagde hånden mod sit bryst.

– Pedro.

Astrid gjorde det samme.

– Astrid.

Han gentog hendes navn langsomt, som om det var endnu en lyd, han skulle lære.

– As-trid.

Hun nikkede.

Vejen lå stadig udenfor porten. Hotelværelset ventede i Málaga, kufferten stod ved sengen, og hendes hjemrejse havde allerede en dato.

Men da Pedro igen lagde fingrene på strengene, holdt vejen op med at kalde.

Kapitlets sang
Si decido quedarme

Astrids fotoalbum
Se billederne fra Astrids historie i fotoalbummet

Kapitel 1Kapitel 3