KAPITEL 2

SĂ„ langt Ăžjet rakte

Den fÞrste morgen vÄgnede Astrid, fÞr hun huskede, hvor hun var.

Loftet over hende var ujĂŠvnt og hvidkalket. Et sted udenfor slog en dĂžr mod en mur, og en fugl gentog den samme skarpe lyd, indtil en anden svarede lĂŠngere vĂŠk.

Varmen lÄ allerede i vÊrelset.

Hun blev liggende et Ăžjeblik og lyttede.

SĂ„ hĂžrte hun guitaren.

Det var en anden melodi end de seks toner fra dagen fÞr, hurtigere og lettere, som havde gÄrsdagens alvor fortaget sig i lÞbet af natten.

Hun satte sig op og fik Þje pÄ den brune kuffert ved vÊggen. FÞrst da gik det op for hende, hvor mÊrkeligt det hele var.

Hun befandt sig i et hus i bjergene sammen med en mand, hun ikke kendte. Hun vidste, at han hed Pedro. Hun vidste, hvordan hans hÊnder sÄ ud, nÄr de bevÊgede sig over strengene. Hun vidste, at han havde en lille bil, der knirkede, hver gang han skiftede gear.

Resten vidste hun ikke.

Dagen fĂžr var eftermiddagen gledet over i aften, uden at nogen af dem havde gjort noget for at standse den.

De havde siddet i gÄrden, mens lyset langsomt forsvandt fra murene. Pedro havde brygget te til sig selv og skÊnket vin til hende. De havde sunget og spillet, holdt pauser, grinet ad de ord, de ikke forstod, og var begyndt igen.

Astrids hÄndtaske stod Äben pÄ bordet. HotelnÞglen stak op mellem hendes ting, tung og blank med et stort vedhÊng.

PĂ„ et tidspunkt havde Pedro lagt guitaren fra sig. Han rakte over bordet, tog forsigtigt fat i nĂžglen og lĂžftede den op.

Astrid fulgte hans blik, da han lÊste navnet pÄ hotellet.

Han sÄ pÄ hende og sagde noget, hun ikke forstod.

– Sí, sagde hun og nikkede.

Det ord kendte hun.

Han sagde noget mere pÄ spansk. SÄ holdt han hÊnderne foran sig, som om han havde et rat imellem dem, og gjorde en lille bevÊgelse mod porten.

Hun forstod.

Han ville kĂžre hende tilbage.

Astrid rejste sig langsomt.

Det var det naturlige. SelvfĂžlgelig skulle hun tilbage til MĂĄlaga.

Alligevel blev hun trist ved tanken.

Her var stadig varme i stenene og duften af te og vin. Guitarens toner hang nÊsten i luften omkring dem. Der var liv i huset, selv nÄr ingen af dem sagde noget.

PĂ„ hotellet ventede kun et tomt vĂŠrelse.

De kĂžrte mod MĂĄlaga i stilhed.

Vejen lÄ mÞrk mellem bjergene, og lyset fra bilen bevÊgede sig hen over trÊerne og de lave stenmure. Flere gange vendte Astrid hovedet mod Pedro, netop som han sÄ pÄ hende. Hver gang sÄ de hurtigt tilbage pÄ vejen.

De havde ingen ord, de kunne bruge.

Men stilheden mellem dem fĂžltes ikke tom.

Da de standsede foran hotellet, slukkede Pedro motoren.

Astrid tog hÄnden ned til dÞrhÄndtaget, men Äbnede ikke.

Pedro blev siddende bag rattet. Han sÄ pÄ hende, som om han ventede pÄ noget, selv om hun ikke vidste hvad.

SĂ„ steg hun ud.

Pedro bad hende ikke om at komme tilbage. Han gjorde ingen bevÊgelse for at standse hende, og hun ville heller ikke have kunnet forstÄ ham, hvis han havde forsÞgt.

Astrid gik gennem hotellets dĂžr uden at se sig tilbage.

PÄ vÊrelset blev hun stÄende et Þjeblik.

Det virkede mindre, end det havde gjort om morgenen. Sengen var redt. Hendes kjoler hang over stoleryggen, og bÞgerne lÄ, hvor hun havde efterladt dem.

Hun vidste ikke, om Pedro stadig holdt dernede.

Hun vidste heller ikke helt, hvad hun var i fĂŠrd med.

Alligevel lagde hun kjolerne, den lette trĂžje og de ulĂŠste bĂžger tilbage i den brune kuffert. Hun lukkede den, tog den med sig og gik ned.

Da hun kom ud gennem hotellets dĂžr, holdt bilen der stadig.

Pedro sad bag rattet med blikket rettet mod indgangen.

I det Þjeblik, han fik Þje pÄ hende og den brune kuffert i hendes hÄnd, brÞd hans ansigt ud i et stort smil.

Astrid kunne ikke lade vĂŠre med at smile tilbage.

Hun beholdt nÞglen til hotelvÊrelset i hÄndtasken. Hun havde betalt for fjorten dage og kunne tage tilbage, nÄr hun ville.

I huset havde Pedro vist hende ind i det lille vÊrelse. Der stod en smal seng, en stol og en kommode. Han havde lagt et rent lagen pÄ madrassen og vist hende slÄen pÄ indersiden af dÞren.

Hun havde forstÄet bevÊgelsen.

Du kan lÄse.

SĂ„ havde han forladt vĂŠrelset med et enkelt Buenas noches.

Det var sket aftenen fĂžr.

Nu smilede hun for sig selv, tog sin kjole pÄ og gik ud i gÄrden.

Pedro sad i skyggen med guitaren over lÄret. Da han sÄ hende, lod han melodien dÞ ud og smilede.

– Buenos días, sagde han.

– Buenos días, efterlignede hun.

PÄ et lille bord stod brÞd, en skÄl med tomater, kaffe og sorte oliven. Pedro pegede pÄ stolen over for sig, og Astrid satte sig.

Han skubbede brĂždet hen imod hende.

– Pan.

– Brþd, svarede hun.

– Brþ? forsþgte han.

Astrid gentog ordet langsomt.

– Brþd.

Han prÞvede igen og kom denne gang tÊttere pÄ. Hun lo og nikkede.

SÄ pegede hun pÄ kaffen.

– Kaffe.

Pedro nikkede og rettede hende.

– CafĂ©.

Derefter tog han en oliven og spiste den. Han skubbede skÄlen hen mod hende, og Astrid tog én.

Hun havde aldrig brudt sig om oliven, men det virkede uhÞfligt at sige nej til noget, nÄr hun ikke kendte ordet for det. Hun bed i den og forsÞgte at holde ansigtet i ro.

Pedro sÄ pÄ hende.

Hun tyggede Ă©n gang.

SĂ„ Ă©n gang til.

Til sidst rystede hun voldsomt pÄ hovedet.

– No.

Han lĂŠnede hovedet tilbage og lo.

Astrid spyttede stenen ud i hÄnden, pegede pÄ skÄlen og gentog:

– No.

Pedro lagde hovedet pÄ skrÄ.

– ¿No?

– No. Aldrig, sagde hun bestemt.

Han forstod ikke det sidste ord, men han forstod resten.

Det blev det fĂžrste spanske ord, hun lĂŠrte at sige med fuldstĂŠndig overbevisning.

Dagene fandt en rytme, selv om ingen af dem havde aftalt den.

Om morgenen drak de kaffe i gÄrden. Pedro arbejdede nogle timer om dagen, men Astrid forstod ikke hvor eller med hvad. Nogle morgener forsvandt han ned ad vejen. Andre blev han ved huset og reparerede noget, der for hende ikke sÄ ud til at vÊre i stykker.

Hun gik omkring i rummene og forsÞgte at lÊre stedet at kende. NÄr Pedro var pÄ arbejde, kunne hun godt finde pÄ at lade, som om det hele var hendes. Som om det var hende, der boede der.

Men huset var hans. Det kunne hun se i alt omkring sig.

I koppen, han altid tog ned fra den samme hylde. I den slidte stol, han aldrig satte sig i. I fotografierne pÄ vÊggen af mennesker, hun ikke kendte. I skjorten, der hang over en stoleryg, og i den mÄde, han skubbede dÞren op med hoften, fordi han vidste prÊcis, hvor den bandt.

Om eftermiddagen kom varmen sÄ tÊt pÄ, at selv insekterne syntes at give op.

Astrid lÊrte hurtigt at elske de stille timer. Hun lÄ pÄ sengen, sommetider med en bog hvilende uÄbnet mod brystet, mens huset faldt til ro omkring hende.

Det var ikke altid, hun sov.

Hun lod bare tankerne komme.

De bevĂŠgede sig mellem HĂžve og huset i bjergene, mellem det liv, hun kendte, og det, der endnu ikke havde fĂ„et noget navn. Her behĂžvede hun ikke beslutte noget. Hun kunne tĂŠnke en tanke til ende, lade en anden forsvinde og mĂŠrke efter uden at skulle forklare det – hverken for sig selv eller for Pedro.

Sommetider hĂžrte hun ham spille i et andet rum. Tonerne fandt vej gennem huset og blandede sig med hendes tanker, indtil hun ikke lĂŠngere vidste, om hun tĂŠnkte, lyttede eller var faldet i sĂžvn.

Siestaen blev hendes yndlingstid pÄ dagen.

NĂ„r solen mistede sin skarphed, gik de udenfor.

En eftermiddag pegede Pedro op mod himlen.

– Cielo.

Astrid fulgte hans finger med blikket.

– Himmel.

– Hime? forsþgte han.

Hun lo, og Pedro pegede op igen.

– Cielo.

Denne gang gentog hun forsigtigt ordet.

– Cielo.

Det var sÄdan, de talte: et ord ad gangen, en hÄndbevÊgelse, et blik eller et forsÞg, der blev misforstÄet og prÞvet igen, indtil en af dem begyndte at le.

NĂ„r ordene ikke rakte, tog Pedro sin spanske guitar.

Han havde sine egne melodier. Han kunne sidde lĂŠnge og spille, uden at melodien behĂžvede at fĂžre nogen steder hen. Han lod bare hĂŠnderne bevĂŠge sig over strengene og spillede det, der kom til ham.

Astrid lyttede.

Helt fra hun var barn, havde hun fundet pÄ sine egne sange og sat ord pÄ det, hun sÄ omkring sig. Men nÄr Pedro spillede, var melodien allerede dér.

Hun lyttede, indtil hun fangede noget i den. En stemning, en tanke eller begyndelsen pÄ en fortÊlling. SÄ fandt hun ordene og lod dem glide ind i hans melodi.

Pedro lyste op, nĂ„r hun fangede ham pĂ„ den mĂ„de – midt i noget, han ikke selv havde sat ord pĂ„.

Hun sang om vinden fra bugten og om de lange, lyse aftener. Om bakkerne ved HÞve StrÊde, hvorfra SejerÞbugten lÄ Äben nedenfor, sÄ havet og himlen sommetider gled sammen.

Hun sang om sin cykel og vejen ned mod Lammefjorden.

Om gulerĂždderne, hun hapsede direkte fra marken.

Dér var landskabet anderledes end her. Ingen bjerge rejste sig og standsede blikket. Markerne lÄ brede og flade pÄ den gamle havbund, og kartoffelplanterne stod i lange rÊkker i jorden.

Som barn havde hun cyklet derud og standset ved grĂžften.

Hun kunne stÄ lÊnge og se ud over markerne. Derude havde hun ogsÄ kunnet synge sÄ hÞjt, hun ville.

Det fÞltes, som om hun kunne se, sÄ langt Þjet rakte.

Nu stod hun pÄ en bjergside i Andalusien, og udsigten var en anden. Her foldede landskabet sig opad. Den ene bjergkam skjulte den nÊste, og vejene forsvandt omkring svingene, fÞr man kunne se, hvor de fÞrte hen.

Alligevel gav det hende den samme fornemmelse af, at verden var stĂžrre end det sted, hvor hun stod.

Hver dag elskede hun noget nyt.

Lyset pÄ den hvide mur. Duften af brÞd. Lyden af Pedros skridt i huset. Vinden, nÄr den nÄede ind mellem bjergene og fik vasketÞjet til at lÞfte sig fra snoren.

En gang imellem savnede hun lyden af sin mors stemme fra kÞkkenet. Et klem fra sin far. Regn mod en rude. Den kÞlige luft om morgenen. Muligheden for at sige en hel sÊtning og blive forstÄet uden fÞrst at skulle pege.

Pedro spurgte hende ikke, hvornÄr hun skulle hjem.

MĂ„ske vidste han ikke, hvordan han skulle spĂžrge.

MĂ„ske ville han ikke.

Hun havde billetten liggende i hÄndtasken. Afrejsedagen stod trykt tydeligt pÄ den. Hun tog den af og til frem, sÄ pÄ den og talte dagene.

Ni dage.

Seks dage.

Fire.

Da der var tre dage tilbage, pegede Astrid pÄ telefonen i sin rejsebog og derefter ud mod vejen.

– TelĂ©fono? spurgte hun.

Pedro nikkede.

NĂŠste formiddag kĂžrte de ind til byen.

Telefonen stod i en boks ved en plads. Pedro skaffede hende en hÄndfuld mÞnter og ventede pÄ en bÊnk et stykke derfra.

Astrid lukkede dĂžren til boksen bag sig.

Varmen blev fanget derinde med hende. RÞret var tungt i hÄnden, og der lugtede af stÞv, metal og fremmede menneskers hÊnder.

Hun tastede nummeret hjem.

Mens hun ventede, sÄ hun gennem glasset pÄ Pedro. Han sad foroverbÞjet med albuerne mod knÊene. Han kiggede ikke pÄ hende.

Hendes mor tog telefonen.

– Det er Astrid.

Der blev stille i den anden ende.

SÄ kom hendes mors stemme sÄ hurtigt, at Astrid nÊsten ikke kunne fÞlge med.

– Astrid! Hvor er du? Er du pĂ„ hotellet? Vi har ikke hĂžrt fra dig. Er der sket noget?

– Nej. Der er ikke sket noget.

Det var ikke helt sandt, for der var sket mere de sidste dage, end hun kunne forklare sin mor.

– Jeg er ikke pĂ„ hotellet lige nu.

– Hvor er du sĂ„?

Astrid sÄ igen mod Pedro.

– Jeg er et sted uden for Málaga. Oppe ved bjergene.

– Alene?

– Nej.

Der kom endnu en stilhed.

– Hvem er du sammen med?

– Han hedder Pedro.

– Pedro?

Hendes mor sagde navnet, som om selve lyden bekrĂŠftede alt det, hun var bange for.

Astrid kunne have lĂžjet. Hun kunne have sagt, at Pedro var guide, eller at hun boede hos en familie. Hun kunne have gjort historien mindre farlig for sin mor.

– Han er god ved mig, sagde hun.

– Det ved du da ikke endnu.

Hendes mors stemme lĂžd skarp.

Det gjorde ondt, fordi hun havde ret.

Astrid vendte sig mod vĂŠggen i telefonboksen.

– Jeg har det godt.

– Men du kommer hjem igen pĂ„ tirsdag?

SpÞrgsmÄlet blev stillet pÄ en mÄde, der ikke gav plads til et nej.

SelvfÞlgelig kom hun hjem. Hendes vÊrelse fandtes stadig. Hendes cykel stod der. Hendes forÊldre vidste, hvem hun var, ogsÄ nÄr hun ikke sagde noget.

Pedro vidste ingenting om hende.

Han vidste ikke, hvordan hun var derhjemme. Han kendte ikke hendes barndom, hendes dÄrlige vaner eller de ting, hun var bange for. Han vidste ikke engang, hvad hendes ord betÞd, nÄr hun sang.

Alligevel fÞlte hun sig ikke fremmed, nÄr hun stod ved siden af ham.

– Astrid 


Hun hĂžrte sin far i baggrunden.

Et Ăžjeblik efter kom hans stemme i rĂžret.

– Hvor lénge har du kendt ham?

– Ikke ret lénge.

– Hvor lénge er ikke ret lénge?

Astrid sank en klump.

– Nogle dage.

– Nogle dage?

– Ja.

Der blev stille i rĂžret.

– Og du bor hos ham?

– Ja.

– Har du dit pas?

– Ja.

– Og penge?

– Ja, far.

– Ved du overhovedet, hvor du er?

Astrid sÄ ud gennem telefonboksens stÞvede glas. Hun kendte ikke navnet pÄ vejen. Hun var ikke engang sikker pÄ, at vejen havde et navn.

– Nogenlunde.

– Astrid.

– Jeg kan finde tilbage til Málaga.

– Godt. Det skal du ogsĂ„ kunne.

Hans stemme var skarp, og i et kort Ăžjeblik var hun hjemme igen. Hun var en pige, der havde glemt at fortĂŠlle, hvor hun gik hen, og nu stod hendes far og ventede i dĂžren.

– Far, jeg har det altsĂ„ godt.

– Det hĂ„ber jeg.

Hun kunne hĂžre ham trĂŠkke vejret.

– Rigtigt godt, Astrid. Ikke bare noget, du siger, fordi din mor stĂ„r ved siden af mig og er ved at gĂ„ ud af sit gode skind?

Astrid kom til at smile.

Hun sÄ pÄ Pedro. Han havde rejst sig fra bÊnken og stod med ryggen til. Han betragtede pladsen, som om samtalen ikke angik ham.

– Jeg savner jer, sagde hun.

– Det mĂ„ man godt, selvom man er pĂ„ ferie.

Hun mÊrkede tÄrerne komme og blev vred pÄ dem.

– Mor vil have, at jeg kommer tilbage til hotellet.

– Det kan jeg sĂ„dan set godt forstĂ„.

– Synes du ogsĂ„, jeg skal det?

Han var stille et Ăžjeblik.

– Jeg synes, du skal vide, hvordan du kommer tilbage, hvis du fĂ„r brug for det.

– Det ved jeg.

– Godt. SĂ„ beholder du dit pas og dine penge, og sĂ„ ringer du igen snart.

– Ja.

– Og Astrid?

– Ja?

– Nyd nu resten af din ferie. Din mor og jeg skal nok overleve.

Hun lo.

– Det lover jeg.

MĂžnterne faldt gennem apparatet Ă©n efter Ă©n.

– Far?

– Ja?

– Jeg elsker jer.

– Det ved vi godt. Ring snart igen.

Hendes mor kom tilbage i rÞret og nÄede endnu en gang at bede hende passe pÄ sig selv, fÞr forbindelsen blev afbrudt.

Astrid blev stÄende med rÞret i hÄnden.

Hendes far kendte hende. Han vidste, at hun endnu ikke havde fundet sit sted i livet. Hun var 22 Är og stadig pÄ vej.

Gennem glasset sÄ hun de hvide huse, pladsen og bjergene bag dem.

Pedro vendte sig mod hende.

Hun satte rÞret pÄ plads og gik ud.

Han sÄ hendes ansigt, men stillede ingen spÞrgsmÄl. I stedet rakte han hende en flaske vand, han havde kÞbt, mens hun talte.

Astrid tog imod den.

– Gracias.

De satte sig pÄ bÊnken.

Hun forsĂžgte at forklare.

FĂžrst pegede hun mod nord.

– Dinamarca.

Pedro nikkede.

Hun lagde hĂŠnderne mod kinden.

– Mama.

– Madre, rettede han hende stille, men lyttede videre.

Derefter gjorde hun stemmen mĂžrkere, pegede strengt med en finger og sagde:

– Papa.

Pedro smilede forsigtigt.

Astrid pegede pÄ sig selv, derefter mod vejen og til sidst tilbage mod bjergene.

– Casa. Dinamarca.

SĂ„ pegede hun i retning af Pedros hus.

– Casa 
 Pedro.

Hun holdt begge hĂŠnder ud foran sig, Ă©n til hver side, og lod blikket vandre fra den ene til den anden.

Pedro sÄ pÄ hendes hÊnder.

SÄ lagde han sin hÄnd fladt mod brystet og sagde kun:

– Astrid.

Ikke bliv.

Ikke gÄ.

Astrid sĂŠnkede hĂŠnderne.

PĂ„ hjemvejen sagde ingen af dem noget.

Dagen fĂžr afrejsen pakkede hun kufferten.

Hun lagde kjolerne sammen og satte bÞgerne langs siderne. Den lette trÞje lÄ Þverst. HotelnÞglen havde hun afleveret dagen fÞr. Nu fandtes der ikke lÊngere et vÊrelse i Målaga, hun kunne tage tilbage til.

Flyet skulle afgÄ nÊste eftermiddag.

Pedro sÄ den lukkede kuffert, da han gik forbi hendes dÞr.

Han standsede.

Astrid ventede pÄ, at han skulle spÞrge. Hun vidste ikke, hvad hun ville svare, hvis han gjorde.

Men han gik videre.

NÊste dag satte han brÞd, kaffe og tomater pÄ bordet i gÄrden.

Ingen oliven.

Pedros bilnÞgler lÄ ved siden af hans kop.

De spiste uden at tale.

Da det blev tid til at kÞre mod lufthavnen, tog Pedro nÞglerne i hÄnden.

Astrid blev siddende.

Han sÄ pÄ hende, men rejste sig ikke. Efter et Þjeblik lagde han nÞglerne tilbage pÄ bordet.

SÄ tog han guitaren frem. Han begyndte ikke at spille, men lagde den over lÄret og ventede, som om ogsÄ melodien mÄtte finde ud af, hvad den ville.

Astrid sÄ op mod himlen.

Et fly bevÊgede sig hÞjt over bjergene. Det var sÄ langt vÊk, at hun ikke kunne hÞre det. Hun fulgte den lille lyse prik, indtil den forsvandt.

Hun vidste ikke, om det var hendes.

Da hun gik ind pÄ vÊrelset, stod kufferten stadig ved sengen.

Hun lÞftede den op pÄ sengen og Äbnede den.

Pedro havde allerede tĂžmt en skuffe til hende.

Astrid tog den fÞrste kjole op og lagde den pÄ plads.

SĂ„ den nĂŠste.

Til sidst stod kufferten tom.

Hun skubbede den ind under sengen og smilede.

– Mi casa.

For enden af melodien

En af de fĂžrste dage i MĂĄlaga besluttede hun sig for at tage ud og se bjergene.

HotelvÊrelset var lille, men det var hendes. Kufferten stod Äben ved siden af sengen. Hun havde pakket til fjorten dage: kjoler, sandaler, en let trÞje til aftenerne og flere bÞger, end hun formentlig ville fÄ lÊst. Fjorten dage i Spanien. Det var hele planen.

Fra vinduet kunne hun se byen ligge lys og urolig under solen. Hun havde gÄet gennem gaderne, drukket kaffe og smilet, nÄr mennesker talte til hende sÄ hurtigt, at ordene lÞb sammen. Hun kunne sige gracias og buenos días. Resten klarede hun med hÊnderne og kropssprog.

Men bjergene kunne hun se i det fjerne, hver gang byen Äbnede sig mellem husene. De stod der som noget, der ikke behÞvede at gÞre opmÊrksom pÄ sig selv. Hun fik lyst til at komme tÊttere pÄ dem.

Ved busstationen pegede hun pÄ Álora, et navn, hun havde set pÄ et kort. ChauffÞren svarede noget pÄ spansk og nikkede mod dÞren. Astrid nikkede tilbage, som om hun havde forstÄet hvert ord, og satte sig ved vinduet.

Målaga gled vÊk. Husene blev fÊrre, vejen smallere, og landskabet voksede omkring hende. OliventrÊerne stod i rÊkker pÄ den tÞrre jord. Hvide huse dukkede op pÄ bjergsiderne, sÄ hÞjt oppe, at hun ikke kunne forstÄ, hvordan nogen var kommet derop med mursten, mÞbler og hele deres liv.

Hun sad med panden tĂŠt ved ruden og glemte at holde Ăžje med, hvor lĂŠnge de havde kĂžrt.

Da chauffÞren pludselig kaldte noget og sÄ pÄ hende i spejlet, troede hun, at han sagde Álora. Hun rejste sig. MÄske var det navnet, hun genkendte. Eller ogsÄ genkendte hun bare forventningen i hans blik. Hun steg ud.

DĂžrene lukkede bag hende.

Bussen fortsatte gennem stĂžvet, drejede med vejen og forsvandt.

Astrid blev stÄende med hÄndtasken over skulderen.

Der var ingen station. Ingen billetluge, ingen bÊnk og ingen skilte, hun kunne forstÄ. Kun vejen, varmen og bjergene. De var ikke lÊngere en blÄ kant i horisonten. De stod omkring hende nu, stejle og virkelige.

Hun vendte sig langsomt. MÄske lÄ byen bag det nÊste sving. MÄske havde chauffÞren forsÞgt at fortÊlle hende, at hun skulle vente. MÄske kom der en anden bus om ti minutter.

Hun vidste det ikke.

Solen pressede sig ned over hendes skuldre. Sandalerne var gode til en tur gennem Målaga, men vejen var ujÊvn, og stÞvet lagde sig mellem hendes tÊer. Hun begyndte at gÄ, fÞrst med den sikre fart, man bruger, nÄr man ikke vil indrÞmme over for sig selv, at man ikke aner, hvor man er pÄ vej hen.

Efter det fĂžrste sving kom der ikke nogen by.

Efter det nĂŠste heller ikke.

Hun standsede og sÄ tilbage. Vejen lÄ tom bag hende. Hun kunne ikke lÊngere hÞre bussen.

Langsomt snarere end i panik mÊrkede hun tÞrsten, varmen under hÄret og den dumme tyngde af hÄndtasken. Hun tÊnkte pÄ hotelvÊrelset i Målaga. PÄ nÞglen i tasken, som var fuldstÊndig ubrugelig her.

Hun kunne gÄ tilbage, men tilbage til hvad? Hun kunne gÄ videre, men hun vidste ikke hvorhen.

Bjergene rejste sig pÄ begge sider af vejen. Et Þjeblik fÞlte hun sig ganske enkelt lille over for bjergene og det enorme landskab omkring sig. Som om landskabet havde eksisteret sÄ lÊnge, at hendes fjorten dage, hendes billet og hendes forsigtige plan ikke betÞd noget som helst.

SÄ hÞrte hun seks toner fra en guitar. De kom sÄ svagt, at hun fÞrst troede, hun havde forestillet sig dem, men sÄ blev de spillet igen. De samme seks toner, langsomme og prÞvende, som om nogen sad et sted og stillede et spÞrgsmÄl.

Astrid lĂžftede hovedet.

Hun ventede.

Der var de igen.

Hun gik efter lyden.

Den fĂžrte hende vĂŠk fra den Ă„bne vej og ind ad en mindre grusvej mellem lave stenmure. Et sted gĂžede en hund Ă©n gang og tav. Duften af varm jord blandede sig med noget grĂžnt og bittert fra trĂŠerne. Guitarens toner forsvandt, og hver gang hun var bange for, at hun havde mistet dem, kom de tilbage.

Seks toner.

SĂ„ en pause.

Seks toner igen.

Hun fulgte dem gennem endnu et sving, indtil hun sÄ en hvidkalket mur og en mÞrk trÊport, der stod pÄ klem.

Astrid standsede udenfor.

Hun burde have kaldt. Hun burde have sagt hola eller undskyld eller et eller andet, der forklarede, hvorfor en fremmed dansk kvinde stod ved porten. Men guitaren begyndte igen, og denne gang kom tonerne helt tydeligt inde fra gÄrden.

Hun skubbede forsigtigt porten lĂŠngere op.

En ung mand sad pÄ en stol med en spansk guitar over lÄret. Solen faldt skrÄt ind over gÄrdens sten, og skyggen fra muren delte ham i lys og mÞrke. Han sÄ ikke op. Han sad med blikket mod strengene og spillede den samme lille melodi igen og igen, som om han forsÞgte at finde noget i den.

Astrid blev stÄende i Äbningen.

Hun begyndte at nynne.

FÞrst sÄ lavt, at hun nÊsten selv kunne bilde sig ind, at det bare var inde i hendes hoved. Hun fulgte forsigtigt de seks toner og lod stemmen finde vej mellem dem.

Manden fortsatte med at spille. Han havde stadig ikke set hende.

Hendes nynnen blev langsomt til ord.

De kom pÄ dansk. FÞrst smÄ og tÞvende, ikke som en fÊrdig sang, men som noget, der mÄtte ud. Om vejen, der havde fÞrt hende forkert. Om bussen, der var forsvundet. Om bjergene, der fÞrst havde gjort hende bange, og som nu stod omkring hende, som om de havde holdt Þje hele tiden.

Ordene blev stÊrkere. Hendes stemme voksede, indtil den nÄede tvÊrs over gÄrden.

FÞrst da lÞftede manden blikket og sÄ pÄ hende, men han stoppede ikke med at spille.

Astrid mĂŠrkede varmen i nakken, stĂžvet under fĂždderne og sit hjerte, der slog alt for tydeligt. Men der var noget i hans blik, som ikke bad hende om at forklare sig. Det gav hende bare mod til at fortsĂŠtte.

Han spillede sikkert videre under hendes stemme, som om han kendte vejen gennem sangen, selv om han ikke forstod et eneste af hendes ord.

Astrid sang friere.

Til sidst mistede ordene deres styrke. De lagde sig langsomt igen, blev til nynnen og forsvandt.

FĂžrst da stoppede han med at spille.

Den sidste tone blev hÊngende et Þjeblik i den varme gÄrd.

Han sÄ pÄ hende.

– Mi cisne dorado 
 el destino te guio hasta mi puerta.

Astrid forstod ingenting. Ikke endnu.

Men den dag stod hun bare i den Äbne port og sÄ pÄ ham.

SÄ rejste han sig og lÞftede den ene finger, som om han bad hende vente. Han forsvandt ind gennem en dÞr i den anden ende af gÄrden og kom tilbage med et glas vand.

FĂžrst da han rakte hende det, mĂŠrkede hun for alvor, hvor tĂžrstig hun var.

– Gracias, sagde hun.

Hun drak det hele. Vandet var lunkent, men hun havde aldrig smagt noget bedre.

Han tog imod det tomme glas og lagde hÄnden mod sit bryst.

– Pedro.

Astrid gjorde det samme.

– Astrid.

Han gentog hendes navn langsomt, som om det var endnu en lyd, han skulle lĂŠre.

– As-trid.

Hun nikkede.

Vejen lÄ stadig udenfor porten. HotelvÊrelset ventede i Målaga, kufferten stod ved sengen, og hendes hjemrejse havde allerede en dato.

Men da Pedro igen lagde fingrene pÄ strengene, holdt vejen op med at kalde.

Kapitlets sang
Si decido quedarme

Astrids fotoalbum
Se billederne fra Astrids historie i fotoalbummet

Kapitel 1Kapitel 3 kommer snart