Midt i det hele begyndte som en anden roman.

Den hed VaniljeSløjfen.
Den var gennemarbejdet. Struktureret. Færdig.
Den var bare ikke sand.

Jeg havde skrevet næsten 60.000 ord, men jeg stod mellem historien og det, den forsøgte at sige.
Jeg forklarede for meget. Rettede for meget. Gjorde det forståeligt og spiseligt.
Det var en fejl.

Jeg lagde manuskriptet væk i flere år.
Da jeg tog det frem igen, kunne jeg se det tydeligt:
Jeg havde forsøgt at beskytte karaktererne. Og måske også mig selv.

Så jeg slettede det hele.
Denne gang skrev jeg uden at redde nogen.
Ingen moralsk facitliste. Ingen forløsning, fordi man forventer den.
Ingen helte.
Kun mennesker, der handler. Og lever med det.

Midt i det hele er en roman om ansvar og tavshed.
Om det, vi ikke får sagt, før det er for sent.
Om relationer, der ikke bryder sammen – men forskyder sig.

Den blev først rigtig, da jeg holdt op med at styre den.