KAPITEL 1
For enden af melodien
En af de første dage i Málaga besluttede hun sig for at tage ud og se bjergene.
Hotelværelset var lille, men det var hendes. Kufferten stod åben ved siden af sengen. Hun havde pakket til fjorten dage: kjoler, sandaler, en let trøje til aftenerne og flere bøger, end hun formentlig ville få læst. Fjorten dage i Spanien. Det var hele planen.
Fra vinduet kunne hun se byen ligge lys og urolig under solen. Hun havde gået gennem gaderne, drukket kaffe og smilet, når mennesker talte til hende så hurtigt, at ordene løb sammen. Hun kunne sige gracias og buenos días. Resten klarede hun med hænderne og kropssprog.
Men bjergene kunne hun se i det fjerne, hver gang byen åbnede sig mellem husene. De stod der som noget, der ikke behøvede at gøre opmærksom på sig selv. Hun fik lyst til at komme tættere på dem.
Ved busstationen pegede hun på Álora, et navn, hun havde set på et kort. Chaufføren svarede noget på spansk og nikkede mod døren. Astrid nikkede tilbage, som om hun havde forstået hvert ord, og satte sig ved vinduet.
Málaga gled væk. Husene blev færre, vejen smallere, og landskabet voksede omkring hende. Oliventræerne stod i rækker på den tørre jord. Hvide huse dukkede op på bjergsiderne, så højt oppe, at hun ikke kunne forstå, hvordan nogen var kommet derop med mursten, møbler og hele deres liv.
Hun sad med panden tæt ved ruden og glemte at holde øje med, hvor længe de havde kørt.
Da chaufføren pludselig kaldte noget og så på hende i spejlet, troede hun, at han sagde Álora. Hun rejste sig. Måske var det navnet, hun genkendte. Eller også genkendte hun bare forventningen i hans blik. Hun steg ud.
Dørene lukkede bag hende.
Bussen fortsatte gennem støvet, drejede med vejen og forsvandt.
Astrid blev stående med håndtasken over skulderen.
Der var ingen station. Ingen billetluge, ingen bænk og ingen skilte, hun kunne forstå. Kun vejen, varmen og bjergene. De var ikke længere en blå kant i horisonten. De stod omkring hende nu, stejle og virkelige.
Hun vendte sig langsomt. Måske lå byen bag det næste sving. Måske havde chaufføren forsøgt at fortælle hende, at hun skulle vente. Måske kom der en anden bus om ti minutter.
Hun vidste det ikke.
Solen pressede sig ned over hendes skuldre. Sandalerne var gode til en tur gennem Málaga, men vejen var ujævn, og støvet lagde sig mellem hendes tæer. Hun begyndte at gå, først med den sikre fart, man bruger, når man ikke vil indrømme over for sig selv, at man ikke aner, hvor man er på vej hen.
Efter det første sving kom der ikke nogen by.
Efter det næste heller ikke.
Hun standsede og så tilbage. Vejen lå tom bag hende. Hun kunne ikke længere høre bussen.
Langsomt snarere end i panik mærkede hun tørsten, varmen under håret og den dumme tyngde af håndtasken. Hun tænkte på hotelværelset i Málaga. På nøglen i tasken, som var fuldstændig ubrugelig her.
Hun kunne gå tilbage, men tilbage til hvad? Hun kunne gå videre, men hun vidste ikke hvorhen.
Bjergene rejste sig på begge sider af vejen. Et øjeblik følte hun sig ganske enkelt lille over for bjergene og det enorme landskab omkring sig. Som om landskabet havde eksisteret så længe, at hendes fjorten dage, hendes billet og hendes forsigtige plan ikke betød noget som helst.
Så hørte hun seks toner fra en guitar. De kom så svagt, at hun først troede, hun havde forestillet sig dem, men så blev de spillet igen. De samme seks toner, langsomme og prøvende, som om nogen sad et sted og stillede et spørgsmål.
Astrid løftede hovedet.
Hun ventede.
Der var de igen.
Hun gik efter lyden.
Den førte hende væk fra den åbne vej og ind ad en mindre grusvej mellem lave stenmure. Et sted gøede en hund én gang og tav. Duften af varm jord blandede sig med noget grønt og bittert fra træerne. Guitarens toner forsvandt, og hver gang hun var bange for, at hun havde mistet dem, kom de tilbage.
Seks toner.
Så en pause.
Seks toner igen.
Hun fulgte dem gennem endnu et sving, indtil hun så en hvidkalket mur og en mørk træport, der stod på klem.
Astrid standsede udenfor.
Hun burde have kaldt. Hun burde have sagt hola eller undskyld eller et eller andet, der forklarede, hvorfor en fremmed dansk kvinde stod ved porten. Men guitaren begyndte igen, og denne gang kom tonerne helt tydeligt inde fra gården.
Hun skubbede forsigtigt porten længere op.
En ung mand sad på en stol med en spansk guitar over låret. Solen faldt skråt ind over gårdens sten, og skyggen fra muren delte ham i lys og mørke. Han så ikke op. Han sad med blikket mod strengene og spillede den samme lille melodi igen og igen, som om han forsøgte at finde noget i den.
Astrid blev stående i åbningen.
Hun begyndte at nynne.
Først så lavt, at hun næsten selv kunne bilde sig ind, at det bare var inde i hendes hoved. Hun fulgte forsigtigt de seks toner og lod stemmen finde vej mellem dem.
Manden fortsatte med at spille. Han havde stadig ikke set hende.
Hendes nynnen blev langsomt til ord.
De kom på dansk. Først små og tøvende, ikke som en færdig sang, men som noget, der måtte ud. Om vejen, der havde ført hende forkert. Om bussen, der var forsvundet. Om bjergene, der først havde gjort hende bange, og som nu stod omkring hende, som om de havde holdt øje hele tiden.
Ordene blev stærkere. Hendes stemme voksede, indtil den nåede tværs over gården.
Først da løftede manden blikket og så på hende, men han stoppede ikke med at spille.
Astrid mærkede varmen i nakken, støvet under fødderne og sit hjerte, der slog alt for tydeligt. Men der var noget i hans blik, som ikke bad hende om at forklare sig. Det gav hende bare mod til at fortsætte.
Han spillede sikkert videre under hendes stemme, som om han kendte vejen gennem sangen, selv om han ikke forstod et eneste af hendes ord.
Astrid sang friere.
Til sidst mistede ordene deres styrke. De lagde sig langsomt igen, blev til nynnen og forsvandt.
Først da stoppede han med at spille.
Den sidste tone blev hængende et øjeblik i den varme gård.
Han så på hende.
– Mi cisne dorado … el destino te guio hasta mi puerta.
Astrid forstod ingenting. Ikke endnu.
Men den dag stod hun bare i den åbne port og så på ham.
Så rejste han sig og løftede den ene finger, som om han bad hende vente. Han forsvandt ind gennem en dør i den anden ende af gården og kom tilbage med et glas vand.
Først da han rakte hende det, mærkede hun for alvor, hvor tørstig hun var.
– Gracias, sagde hun.
Hun drak det hele. Vandet var lunkent, men hun havde aldrig smagt noget bedre.
Han tog imod det tomme glas og lagde hånden mod sit bryst.
– Pedro.
Astrid gjorde det samme.
– Astrid.
Han gentog hendes navn langsomt, som om det var endnu en lyd, han skulle lære.
– As-trid.
Hun nikkede.
Vejen lå stadig udenfor porten. Hotelværelset ventede i Málaga, kufferten stod ved sengen, og hendes hjemrejse havde allerede en dato.
Men da Pedro igen lagde fingrene på strengene, holdt vejen op med at kalde.
Kapitlets sang
For enden af melodien
Astrids fotoalbum
Se billederne fra Astrids historie i fotoalbummet